FILOSOFISKE SAMTALER I BØRNEHAVEN

Referat fra linket; http://www.buf.no/les/boker/index.php?page=fsib-innhold, som er en beskrivelse af den norske bog "Filosofiske samtaler i barnehagen - Å ta barnets tenkning på alvor". Bogen er skrevet af Øyvind Olsholt, Maaike Lahaise og Ariane Scheldrup, 2008.
På siden jeg linker til, er der i indholdsfortegnelsen nogle klikbare afsnit, og det er dem jeg her har taget udgangspunkt i.


En filosofisk samtale er når man;

- Tager udgangspunkt i barnets egen undring,
- Finder et tema/problem som skal undersøges,
- Tålmodigt leder efter begrundelser, argumentation og kriterier.

Pædagogens opgave er, at få børnene til at arbejde med deres egne tanker, og herved opbygge deres identitetsdannelse og fofrståelse for at fællesskabet er med til at styrke deres individualitet.

I følge Aristoteles begynder al filosofi med en undring. Undringen må dog ledsages af undersøgende spørgsmål for det kan kaldes at filosofere.

For et barn kan sådan en argumentation for og imod, rokke gevaldigt ved dets virkelighedsopfattelse og skabe utryghed. Denne utryghed motiverer dog samtidig barnet til, at genoprette orden og sammenhæng, såfremt det sker i en venskablig og tillidsfuld atmosfære.
Pædagogen skal være åben og modtagelig, venlig og velvillig - samtidig med at være tilstede i det barnet siger. Han/hun skal stille de helt rigtige spørgsmål, som bringer undersøgelsen et skridt videre.

Det påpeges i bogen, at den filosofiske samtale både handler om omsorg og læring. Der vises omsorg for barnet ved, at respektere dets tanker og meninger. Det tages alvorligt!
Samtidig er der også meget læring forbundet med den filosofiske samtale, bl.a. lærer barnet, at tale tydeligt, at forstå og bruge nye samt gamle begreber, at følge resonnementer, at lytte kritisk og tænke før der tales.
Påstanden er derfor at den filosofiske omsorg for barnet skaber et godt og stabilt læringsmiljø.