CASE

Case fra praksis. Navnet er opdigtet.

Sofus er en dreng på 5 år, som går i børnehave. Pædagogerne oplever at Sofus gerne vil kontakten til både børn og voksne, han er en sød dreng som gerne henvender sig, men pædagogerne har en fornemmelse af, at drengen aldrig er ”rigtig” ubekymret glad, og hele tiden er nød til at passe på sig selv. Sofus har det svært ved aflevering i institutionen, han bliver usikker når han skal ”dele” sin legekammerat med andre og han har vanskeligheder ved at byde ind i en leg, især verbalt er han ikke særlig deltagende. Han gør ubehagelige ting og har en truende adfærd overfor de andre børn, og der kommer efterhånden mange forældre som fortæller, at deres barn er bange for at komme i børnehave pga. Sofus.
To gange har Sofus været bragt op på tværfaglig koordineringskonference, hvor forældrene også har deltaget. Praksis for Sofus aftales her som anerkendelse, rytme og mindre grupper, men han bliver mere og mere grænsesøgende overfor de voksne og stadig flere børn føler sig forulempet af Sofus’ adfærd.
Det besluttes at yde Sofus særlig støtte i 14 dage. Der laves en plan i institutionen for, hvilke pædagoger der skal være i nærheden af Sofus hvornår, og opgaven består i at observere hans leg og færden, samt støtte og vejlede Sofus når tingene bliver svære. Efter de 14 dage er drengens trivsel ikke blevet bedre. Han søger bevidst konflikter med voksne som tilbyder at hjælpe ham, især garderobesituationen er meget konfliktfyldt for ham. Han bliver let ked af det, synes ikke han har nogle venner og er stadig hård ved de andre børn.

Hvilken retning?...
Ved at samle empiri om barnet og dets situation har jeg fundet ud af, at Sofus også er grænsesøgende og ”besværlig” overfor mor, i hjemmet. Mor havde for et år siden en depression som følge af stress, men hun har ikke været sårlig åben omkring det, og overfor Sofus lod hun, i sin lange sygdomsperiode, som om hun havde været på arbejde, når hun hentede ham i institutionen.
Det kan være en mulighed at henvise forældrene til Kommunens åbne anonyme familierådgivning. Jeg vil samtidig lave en henvisning til PPR, om psykologisk rådgivning, idet barnet har det svært i institutionen, og alle tiltag gennem længere tid, ser ud til at være uden gevinst.

Det er på baggrund af ovennævnte oplagt at se på psykologens profession, for at opnå viden om deres etik, ansvar og kernefaglighed.
Jeg vil forsøge, at lave et interview med en psykolog med henblik på, at få indsigt i deres arbejdsmetoder, prioriteringer og hvordan de kan drage nytte af tværprofessionelt samarbejde.