Jeg fik lige lyst til, at fortælle lidt om hvordan en dag på min arbejdsplads kan se ud. Egentlig fordi jeg synes det er godt og for at give nogle ideer videre :-)
Som i sikkert ved, arbejder jeg i en børnehave med et udekoncept. De sidste 3 år har vi erhvervet Friluftsrådets "Grønne flag". Det skal vi selvfølgelig igen i år. Der er nogle krav, som skal være opfyldt for, at få tildelt det grønne flag, men hovedtrækkene er, at man skal have arbejdet organiseret med et bestemt emne, som tager udgangspunkt i naturen eller foregår ude, over en længere periode.
Emnerne vi før har arbejdet med har været organiseret forskelligt, men vi vælger altid sammen i personalegruppen emnet, hvorefter et udvalg planlægger forløbet, uddeligerer opgaver, køber ind og dokumenterer. Emnerne har været "Middelalder", "Indianer" og "Bondeliv". I år er jeg igen i udvalg, og emnet er "i Røg og Damp", som handler om bål og alt hvad det indebærer.
Vi startede emnet med, at få en skovarbejder til, at fælde nogle træer på vores legeplads. De træer har børnene herefter savet i stykker, snittet til fuspinde og kløvet, både med økse og brændekløver. De har alle hver især bygget deres eget lille bål fra bunden og tændt det. Brænde er blevet stablet. Vi har holdt brandøvelse og haft en brandbil på besøg, hvor børnene fik lov til at slukke ild med pulverslukkere og sprøjte vand med brandslangen.
Der er blevet lavet forskellige former for smykker på bål af træ, ler og tin. Stearinbomber er blevet fremstillet, vi har lavet en rygeovn og en grubeovn og vi skal desuden lave en tøndeovn og et "skraldestativsovn". I næste uge skal børnene "stampe ler" med fødderne, for vi skal bygge et pandekagekomfur.
I sidste uge blev en kollega og jeg så enige om, at vi skulle da også prøve at lave morgenmad på bål. Så det gjorde vi onsdag morgen. Forældrene var orienterede inden, om at det var en mulighed at få morgenmad udenfor, på en lidt anderledes måde, denne morgen.
Så kl 6.45 var der gang i bålet og en kæmpegryde med havregrød stod og simrede. Børnene hjalp med at dække fint op med dug på langbordet på legepladsen. Udover havregrød med kanelsukker stod menuen også på fladbrød og scamble eggs. Der var et stort ryk og meget hyggelig stemning så tidligt om morgenen, for alle børnene ville ha' morgenmad i børnehaven den dag! -Og forældrene havde tid til at hyggesnakke. :0)
Nu havde vi været så smarte, at tænde op i bålet oven på en mængde store marksten. Så da morgenmaden var vel overstået, lagde vi de glohede sten ind i vores nybyggede svedehytte. Børnene fik på skift lov til, at afmontere sig tøjet og kunne i underbukser sætte sig ind i svedehytten. Nøj de syntes det var en sjov og stemningsfuld oplevelse! Og så fik de da også lige øvet lidt af -og påklædning ;0)
Vi skal i øvrigt også til stranden og lave bål i sandet og vi slutter selvfølgelig de to måneder i "Røg og Damp" af med hvad tror i? - Skt. Hans!
Håber noget af det kan være til inspiration. Hvordan man gør og opskrifter kan i bare spørge efter hvis det har interesse :0)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar