INKLUSION OG EKSKLUSION

I vores opgave skrev jeg teoriafsnit om inklusion og eksklusion.


Includere er latinsk og betyder oprindeligt at ”indbefatte”, ”medregne” eller ”omfatte”, mens excludere betyder at ”udelukke” eller udstøde.[1] For at forstå begrebet inklusion må det kobles med begrebet eksklusion. Inklusion er en proces der skal bidrage til, at minimere og eliminere forskellige ekskluderende faktorer i børns liv, og inklusion er således; at undgå eksklusion.[2]

Inklusion indgår som et udtryk for bestemte politiske intentioner, i forskellige internationale erklæringer og konventioner som bl.a. Salamancaerklæringen fra 1994 og FN’s Handicapkonvention fra 2007, der begge udspringer af menneskerettighedskonventionen. I Danmark er disse intentioner i bl.a. Dagtilbudslovens afsnit II, kap. 2, §8 om Pædagogiske læreplaner, omsat til pædagogiske mål.[3] Inklusionsbegrebet skal således både forstås ud fra et politisk -og et pædagogisk perspektiv, hvor det politiske inklusionsperspektiv er en vision for verdenssamfundet, om et samfund, der giver alle borgere lige muligheder for deltagelse og lige adgang til samfundets ressourcer og fællesskaber. I et pædagogisk perspektiv skal inklusion ses som et mål for de udviklings –og læringsmiljøer, der i den daglige pædagogiske praksis inkluderer alle børn inden for almene daginstitutioner.[4]

Når Carsten Pedersen beskriver social inklusion,[5] gør han det ud fra det synspunkt, at social inklusion er mere end blot rummelighed, her gør deltagelse sig nemlig gældende. Social inklusion kræver at det enkelte barn, kan se en mening i at investere noget af sig selv, i en bestemt social sammenhæng. Deltagelsen og det enkelte barns bidrag, til det man er fælles om, kræves samtidig respekteret ud fra fællesskabets præmisser. Når barnets bidrag værdsættes, i det der tages del i, og når denne deltagelse i fællesskabet bidrager til, at udvide deltagelsesmulighederne i andre sociale sammenhænge, er barnet socialt inkluderet. Oplever barnet at blive udelukket fra deltagelse der hvor der er en normativ forventning om deltagelse, og hvor livschancer fordeles, er barnet socialt ekskluderet.[6]

Ideen om social inklusion som værdi, påvirker pædagogikken i en anden retning end den institutionaliserede individualisering vi har oplevet i en periode, hvor offentlige institutioner har taget udgangspunkt i det enkelte individ. Indsatsen må nu være mere rettet mod fællesskabers måde at dannes og fungere på, det sociale samspil og fleksibilitet.[7] Bent Madsen udtrykker dét, om alle børn kan og skal inkluderes, således:

”Det er ikke alle børn, der kan inkluderes, men det er ikke det enkelte barn, der afgør, om det kan  –det er en egenskab ved fællesskabet”[8]

Det er et helt andet menneskesyn end hidtil, hvor barnet nu skal ses som aktør, og hvor der er en særlig opmærksomhed på, at bestemte situationer, kan skabe en bestemt adfærd hos barnet.[9] På baggrund heraf, må den pædagogiske praksis ansvarliggøres for, at fremme alle børns muligheder for meningsfuldt, at kunne deltage og bidrage til institutionens fællesskaber. Det kræver at fokus på det enkelte individ erstattes af et ”dobbeltblik”, hvor hensynet til barnets individuelle særegenhed og hensynet til fællesskabet ses som komplementære værdier i et konstant professionelt dilemma.[10] Ved komplementære værdier (i figur 1 repræsenteret som værdi og skyggeværdi) forstås fællesskaber som en forudsætning for deltagelse og individuel udvikling, samtidig med individualitet er en forudsætning for at fællesskaberne overhovedet dannes, deres funktion og dynamik. [11] Det pædagogiske dilemma bliver dermed hvordan en specifik situation skal håndteres, med afvejning i individuelle -og fællesskabs hensyn, altså hvornår er hensynet ”for meget af det gode” og hvilken bekymring fører det med sig. Pædagogens vigtigste opgave er, at fremme det enkelte barns mulighed for deltagelse, gennem sin egen specifikke professionelle deltagelse.[12]

Carsten Pedersens analysemodel, kan benyttes til at belyse et dobbeltblik mellem individ og fællesskab. (Pedersen, 2009. s 115)

Ifølge Marianne Bech Larsen kan alle børn, i forskellige situationer på forskellige tidspunkter, have svært ved på egen hånd, at få adgang til deltagelse i fællesskaber med andre børn. En kategorisering af et ”udsat barn” eller et ”barn med særlige behov” kan fastholde barnet i et negativt mønster og føre til eksklusion.[13] Ole Steen Nielsen, leder af NVIE, beskriver pædagogens opgave, som at spotte de ”skæve” børn, hvilket der som sådan ikke er noget nyt i’. Det nye er, at det ikke er for at skille dem fra resten af børnegruppen og give dem et specialtilbud, men derimod skal pædagogen have et blik på, hvilke situationer der gør, at barnet skiller sig ud fra fællesskabet,[14] og gøre støtten til en del af hverdagslivet i børnefællesskabet, så eksklusionsrisikoen minimeres.

Inklusion skal ikke ses som en teori eller en pædagogisk metode, men de pædagogiske tiltag skal dog indeholde visse elementer, for at der er tale om inklusion, jf. Ida Kornerup (2009):

·         At kunne se eksklusion og dermed mulighedsbetingelserne for inklusion.

·         At kunne beskrive og reflektere over den pædagogiske praksis.

·         At kunne tilrettelægge fællesskaber for både børn, voksne og forældre.

·         At kunne dele viden og ansvar i forhold til alle børn.

·         At kunne være centrum for de flerfaglige indsatser omkring børnene.[15]

---

[1] Pedersen, C. (2009) s. 121

[2] Madsen, B. (2009) s. 13

[3] Ibid. s. 12

[4] Ibid. s. 13

[5] Pedersen, C. (2009) s. 110

[6] Ibid s. 123

[7] Ibid s. 108-109

[8] Hougaard, A. (nr. 10/2011) s. 7

[9] Ibid s. 6

[10] Pedersen, C. (2009) s. 109

[11] Ibid s. 114

[12] Ibid s. 115

[13] Larsen, M.B. (2009) s. 96-98

[14] Bøggild, J. (nr. 3, 2010)

[15] Kornerup, I. (2009) s. 63

UGE 51

D. 20/12 var fremlæggelsesdag. Jeg oplevede at alle grupper viste nogle gode fremlæggelser, og vi er efterhånden blevet ret gode til det, i hvert fald hvis man tænker tilbage på vores allerførste fremlæggelse for "omkring 100 år siden" ;-)

Spørgerunderne affødte nogle gode spørgsmål og svar til eftertanke, og Lisbeth gav vores gruppe god og konstruktiv feedback. Så en dejlig dag at slutte af på.

Efterfølgende skulle vi evaluere på pædagogikforløbet på:

1. UNDERVISNINGEN - Vi syntes alle tre at undervisningen havde været spændende og vi har haft nogle gode diskussioner på klassen. Undervisningen har været meget varieret; dialog, gruppearbejde, film, feltundersøgelser m.m...
Vi syntes dog der har været lige rigeligt med litteratur, selvom det har været relevant. Vi har bare ikke haft tid til at læse det hele.

2. OPGAVEN - Opgaven har givet os en god mulighed for at forberede os til pædagogik eksamen. Godt med feltarbejde. Vi har i gruppen arbejdet godt sammen, haft nogle gode diskussioner inden vi fandt frem til kernen, og så har vi  fordelt opgaverne i mellem os.

3. VEJLEDNINGEN - God vejledning ved Lisbeth! Hun stillede relevante spørgsmål, stillede sig til rådighed med hjælp via mail og gav god og konstruktiv tilbagemelding på opgaven.

UGE 50

Jeg var desværre ikke til Susannes undervisning pga. sygt barn, men forsøger herunder kort at ridse op hvad dagens tema var.

PÆDAGOGIKKENS SYV FORHOLD

Åge Rokkjær beskriver i sin bog; Pædagogik - refleksion og faglighed,(2009), kap. 4 om pædagogikkens syv forhold.

1. Samfundssyn
Det syn hvorpå historiske, økonomiske, kulturelle, åndelige, erhvervsmæssige, juridiske og politiske forhold i samfundet, danner rammer, normer og vilkår for dannelse i hjem, institution og skole.

2. Menneskesyn
Det syn hvorpå menneskets natur, evner og anlæg, behov, værdier, interesser og meningsfyldthed, livskvalitetsforestillinger og problemer fremtræder og udvikler sig, i den samfundskulturelle sammenhæng.

3. Pædagogiske mål (dannelsesidealer)
De mål og perspektiver man har med pædagogik. De kan være samfundsbestemte eller bestemt udfra de værdier og opfattelser man har.
Pædagogiske mål vil typisk være; demokrati, frihed, ansvar, kreativitet, samarbejde, selvstændighed, fællesskab, frigørelse...

4. Pædagogiske principper
De grundlæggende udgangspunkter som man på forhånd har besluttet sig for at ville anvende i den pædagogiske praksis, f.eks. selvbestemmelse, selvforvaltning, meningsfuldhed, forholdet mellem individ og gruppe...

5. Pædagogens rolle
Pædagogens opgaver som styring, forvaltning af rammer, pædagogens personlighed, problem -og selvforståelse, faglig viden, samarbejde...

6. Tilrettelæggelse
Pædagogens opgaver omkring organisering, planlægning, ordning, strukturer, regler, rammefaktorer, møder...

7. Metoder
Den pædagogiske praksis og anvendelse af aktiviteter og midler i processen mod indfrielse af målene.

X. Evaluering
Refleksion over sammenhængen mellem teori og praksis. Evaluering skal derudover sikre opdatering af de syv forhold og indbyrdes sammenhæng.
- Er der sammenhæng mellem pædagogiske mål og metoder?
- Er der sammenhæng mellem pædagogiske mål og samfundssyn?
- Er der sammenhæng mellem samfundssyn og pædagogens rolle? (Rokkjær, 2009, s. 115-116)

Efterfølgende uddyber Rokkjær de syv forhold meget omhyggeligt, med eksempler på forskellige videnskabssyn af forskellige teoretikere, forskere, sociologer etc.

DAGENS LÆRINGSMÅL: Hvordan jeg som pædagog kan afdække, forstå og beskrive historiske, sociale, politske og økonomiske vilkår for det pædagogiske arbejde.

UGE 49

Mandag d. 5/12 over middag havde vi Susanne til temaet; Levevilkår, livsformer og normalitet. Teksten til dagen var;  Madsen, Bent (2005) ”Socialpædagogik – Integration og inklusion i det moderne samfund”  om ”normalitet og afvigelse” side 120-157.


Vi var ikke mange til undervisningen, og Susanne fik ikke et ben til jorden i forhold til sin powerpointpræsentation, fordi vi var drevet af diskussioner, meninger og erfaringer i forhold til temaet. Men det var givtigt synes jeg. 


Det jeg nåede at få med af Susannes oplæg var at levevilkår er præget af historiske, kulturelle, politiske og økonomiske forhold.  
Pædagoger kan sjældent direkte påvirke børn eller brugeres levevilkår, men de har alligevel en vigtig rolle i forhold til formidling af viden omkring levevilkårenes betydning, og som aktiv deltager i et demokratisk samfund, med mulighed for at påvirke politiske forhold.


I forhold til normalitet og afvigelse er det her vigtigt at have sin etik med sig, og synliggøre den. Susanne kritiserer her Bent Madsen for at mangle det etiske aspekt i sin tekst, for hvem kan egentlig tillade sig at afgøre hvor normalitetsgrænsen går?


DAGENS LÆRINGSMÅL:  Jeg har fået en viden og forståelse om menneskers forskellige livsformer og levevilkår, og har fået et skærpet blik på "normalitetsbegrebet".



Tirsdag d. 6/12 foregik med Lisbeth hvor temaet var inkluderende lærings- og udviklingsmiljøer - om betydelige faktorer for dannelse og læring.
 Teksterne var: Larsen, Marianne Bech (2009): Når læring i børnehaven inkluderer og ekskluderer. I Pedersen, C. (red.): Inklusionens pædagogik. Fællesskab og mangfoldighed i daginstitutionen. Hans Reitzels Forlag, kap. 3, side 79-104 og Führ, M. (2007): Hvad er humor. I: Lyhne, J. og Knoop, H. H. (red.): Positiv psykologi – positiv pædagogik. Dansk psykologisk forlag, side 203 - 216

Essensen af Marianne Bech Larsens tekst er at aktiviteten skal give mening for barnet, og at inklusionen foregår gennem vejledt deltagelse.
Der foregår i tiden en samfundændring, hvoraf der følger en pædagogisk drejning, der kan betragtes som en bevægelse fra et mekanisk menneskesyn (hvor man ser på "enkeltdele"/individer) ---> til et systemisk menneskesyn ( hvor man ser på systemer som skal spille sammen (f.eks. Luhmann)). Til det systemiske menneskesyn knytter inklusionstænkningen sig.
For at løse den pædagogiske inklusionsopgave skal man bruge sin "sociale fantasi".

Tingsliggørelse - Den proces der former vores oplevelse ved at skabe objekter, der bringer denne oplevelse til at stivne i "tingslighed" Konsekvensen er en indsnævring af rammerne for meningsforhandling.

Der fremhæves tre forskellige måde at se barnets udvikling på:

INDEFRA
UDEFRA
I SAMSPIL

Vi så en film fra DR2 om forskellige læringsforståelser, selvforvaltningstanken og læringsmiljøer. Stig Brostøm mener læringsmiljøer er godt for børn, de udvikler børnenes sociale -og personlige kompetencer. Han ser en fare ved at "selvforvaltningspædagogik", i forhold til de passive og de meget dygtige børn, kan føre til manglende udvikling.

Jan Kampmann mener også at den frie leg og retten til at være barn kan styrke børnenes sociale -og personlige kompetencer. De lærer meget ved at være i leg med hinanden. Han mener at "leg og læring" kan føre til "tvangsleg" da det er en leg som de voksne har defineret på forhånd.

Vi var også på GAIA museum for outsider Art på antropologisk undersøgelse.

Vi skulle herefter behandle vores indtryk ud fra tre punkter, på baggrund af Scheins kulturanalyse:
1. Hvad så jeg?
2. Overraskelser?
3. Fagbegreber/Teori-Deduktiv
(Induktiv - på baggrund af obs/data laver man selv en slags teori)
(Deduktiv - Hvilke teorier kan belyse mine obs/data)


DAGENS LÆRINGSMÅL: Jeg har fået en viden og forståelse for inklusion og eksklusion. Jeg har oplevet et tydeligt kulturmøde og har fået indsigt i en kulturanalyse med et kritisk blik.