HVORDAN LÆRER MAN AT LÆRE?

De to tekster fra Asterisk nr 31, 2006, "Mesterlæren genopstår" af Anders Lindskov og "Er praksis prima?" af Claus Holm, beskriver en tendens til en mere praksisorientering i erhvervsuddannelserne og på universiteterne.

Klaus Nielsen, Lektor ved psykologisk Institut Aarhus Universitet, er i artiklen; "Mesterlæren genopstår", fortaler for mesterlæren, især for bogligt svage og 2. generationsindvandrere. De har brug for nogen at se op til, en markant personlighed som kan vise dem vejen, som ved noget og kan lære fra sig. Klaus Nielsen mener at bogliggørelsen af uddannelserne ("skolastiseringen") er gået for vidt, idet de uddannede ikke behersker de praktiske og håndværksmæssige ting, og at samfundet går glip af nogle folk, som ellers ville være kompetente til at udføre praksis.
Vibe Aarkrog, Lektor ved Institut for Curriculumforskning DPU, siger at observation og imitation er en del af læreprocessen, mens socialiseringen i et praksisfællesskab tillægges en endnu større betydning. Det optimale er når eleven er istand til gøre sig fri af sin mester,  fordi han er lige så god eller bedre. Da er han istand til at reflektere over praksis. Vibe Aarkrog mener vekselvirkningen mellem undervisning og praksis, er med til at skabe kreative, reflekterende og kritisk forholdende elever.

I artiklen "Er praksis prima?" er Professor Hans Sigaard Jensen og Ph.d. adjunkt Rasmus Willig, lidt mere forbeholden overfor den anti-teoretiske bevægelse, som mener at teori ødelægger den spontane praksis. Hans Sigaard Jensen er af den opfattelse at praktikeres spontane og naturlige løsninger er udtryk for, at teorien allerede er implementeret. Det er for ham vigtigt at synliggøre, at en praktiker ikke kan løse alle problemer selv, men især i krisesituationer kan teori belyse og muliggøre en tilpasning af praksis, som løser problemstillingen. Hans synspunkt er; at man teoretiserer for at åbne for nye handlemuligheder, som man i sin praksis, ikke umiddelbart har øje for.
Rasmus Willig beskriver at han næsten hver dag, får at vide han er for teoretisk. Han ser det som et udtryk for, et uforløst behov af etisk tilstedeværelse i eget liv, som fører til en søgen efter svar i handlingsorienterede teorier. Altså hvordan teoretiske indsigter omsættes i praksis. For Rasmus Willig er grænsen mellem teori og praksis kun analytisk. "Den kritiske teori må sikre forbindelse til den sociale kontekst, da det sikrer kritikkens legitimitet og gyldighed i forhold til faktuelle udviklingstendenser."
Både Hans Sigaard Jensen og Rasmus Willig argumenterer for at teoretisk arbejde handler om at forholde sig kritisk til -og overskride den praksis, vi allerede kender til.

Jeg mener praksis godt kan eksistere uden teori og teori kan godt eksistere uden praksis, men det kommer til at være formålsløst. Uden reflektion og kritisk forholden kommer praksis til at dvæle ved "plejer", problemstillinger vil være uløste og nye handlemuligheder og udvikling vil gå meget langsomt og være nærmest usynlig.
En teori uden en praksis at afprøve den i og forholde den til, vil måske komme til at mangle belæg for sin berettigelse. Et udviklingsløst handlingslammet samfund. Dette vil kunne ske, hvis mennesket ikke forholder sig kritisk  og reflekterende til tilværelsen og til samfundet.
Hvis vi har det for godt, kan vi så risikere at komme i sådan en situation? Filosoffen Peter Sloterdijk mener at "sekundærfilosofien" har fremmet udviklingen af den diplomatiske teoretiker. Denne forholder sig ikke kritisk, men høflig, pragmatisk, opmærksom og ironisk til problemstillingerne, uden at have nogen mening om hvad der er sandt-rigtigt-passende.